onsdag den 3. august 2016

Hvis Holger Danske skulle have en øl, skulle det være en Wiibroe

Øllens navn: Wiibroe
Dato for smagning: 03.08.2016
Geografisk placering: Kasematterne på Kronborg Slot
Dom: 4

Her er Rasmus. Han er fra Helsingør. I Helsingør drikker man Wiibroe-øl, som svarer cirka til Slots i Vejen. Og så alligevel ikke, for det er som om, at der er et mere religiøst forhold til Wiibroe deroppe nordpå end der er til Slots i Vejen. Det indså jeg, da jeg på Roskilde Festival var godt igang med at charmere mig ind på Rasmus' venner, hjulpet på vej af fælles en forkærlighed for dansk rap og kolde Tuborg, som jo er den 'lokale øl' på Roskilde. Men midt i morskaben blev jeg åbenbart lidt for frisk, fuld og ligefrem provokerende, da jeg fik udbrudt, at Wiibroe da højst var på niveau med Slots, om ikke ligefrem dårligere. Det skabte en akavet tavshed, som selv ikke den danske rap og de kolde Tuborg kunne udfylde.

Til mit forsvar, så var mit første møde med Wiibroe en hverdagsaften over et playstationspil, som jeg på ingen måde vandt. For en dårlig taber smager ingen øl godt - det ved alle...

Og den oplevelse af Wiibroe skulle der rådes bod på. Rasmus og jeg cyklede (that's right!!!) til Helsingør og Kronborg Slot, hvor Holger Danske sidder nede i kasematterne. Vi fandt ham - og nød dertil en Wiibroe Pilsner. Den mindede meget om de fleste andre pilsnere inkl. Slots. Men at være i netop de omgivelser - hvor Hamlet fandt sted, og hvor der sikkert er sket en masse andet spændende, gjorde at den endda lunkne Wiibroe smagte meget bedre end i selskab med Playstation.

Måske det også er ny viden for jer, læsere, men statuen af Holger Danske har kun eksisteret siden 1907. Legenden om ham er til gengæld flere 100 år gammel. Om vi taler 100 eller flere 100 år er dog hip som hap ift. at han må være tørstig, og hvis han en dag vågner for at kæmpe for fædrelandet, så burde han blive mødt med en kold(!) Wiibroe som det første. Og den vil sikkert smage ham fortræffeligt.

Vi kom simpelthen op på en 4er, og det er både flot for en så jævn øl, og mere end hvad jeg har givet Slots Pilsner. Jeg håber det får mig ind i varmen igen <3